Det sjove ved løb er de gange man opdager at der sker noget med ens form. Ikke noget jeg oplever i det daglige, men de små fremskridt. Ikke at jeg har trænet super konsekvent eller specielt meget, men alligevel, min form flytter sig – det kan jeg i hvert fald se i dag.

Dagens tur var selvfølgelig ikke som en tur i parken, så god er min form jo heller, men i dag formår jeg at løbe i 1+ time og holde min puls på under 75% af max HR og holde et tempo som er mit langturs tempo jvf min seneste 5K konkurrencetid. Faktisk en lille snært hurtigere, mener beregningen siger 6.35min/km.

I dag var der ingen pulsstøj på linjen. Jeg plejer altid at skifte tempo ved f.eks, at have indlagt intervalpas, tempoløb eller lidt fartleg, men idag ville jeg bare æde nogle km. Og jeg holder jo en farlig stabil puls :D

Pulsgraf 31. jan 2010

Pulsgraf 31. jan 2010

Dagens tur er dog ikke spildt i stedet for legede jeg med at holde pulsen nede f.eks. via vejrtrækning og holde mig afslappet i løbestillen. Altså lade være med at spænde for meget i skulder og ikke knytte hænder. Desuden legede jeg lidt med teknik og forsøgte at lande midt fods i stedet for hæl-landing og ellers se lidt Discovery Channel…

Aftens store mentale udfordring, som jeg nok skal til at vende mig til er at løbe om aftenen. Jeg er intet aften-menneske. Aftenen har for mig altid været helliget mig til hygge, med de sofainteresser jeg nu har – computer, tv, bøger etc. F.eks. hvis man lige ser bort fra spidsbelastningen på 2. semester under studiet, hvor ALLE jo gik i panik, så klarede jeg mig gennem lægestudiet ved ALDRIG at læse efter kl. 17. Jeg kunne ikke. Derimod havde jeg intet imod at sidde inde på Panum kl. 8 en lørdag eller søndag morgen. Inden eksamen kunne jeg finde på at stå op kl. 4 og lige finpudse lidt detaljer der skulle lagres i kortidshukommelsen. Men aftenen før kunne jeg ikke læse. Men nu er familielivets realiteter jo bare at jeg ikke kan løbe kl. 8 eller kl. 17 f.eks. – ellers perfekte tider for mig. Inden morgenmad eller inden aftensmad. At skulle løbe om aftenen betyder at jeg føler jeg skal “ofre” meget for løbet, men det må jeg vende mig til for omvendt er jeg blevet så glad for at løbe og har nogle mål jeg gerne vil nå – at jeg VIL ofre det.

Hvis jeg skal lave lidt kognitiv psykologi på mig selv, så kan jeg jo også se de gode sider ved at løbe om aftenen. Der ingen kamp om løbebånd (nå, nu jeg løber på det i disse tider), der kan slappes 100% af efter turen. Ingen stiller krav om at man trods løberi også kan klare en opvask, lave mad, have overskud til det ene eller andet. Man kan ligesom brænde det sidste krudt af for dagen. Og i god ro og mag kan musklerne ligge hele natten og blive nedbrudt og derefter bygges langtsom op igen – superkompensere. Der er heller ikke den samme stress omkring det at skulle løbe. Løber jeg midt på dagen f.eks. i weekenden har det ofte passet ind i Valdemars lur, det vil sige det var ikke mig der bestemte hvornår jeg skulle løbe – det var Valdemar, hvis vi sådan skal “angribe” det. Aftenen er min og jeg kan gøre med den hvad jeg vil – og nu tror jeg jeg skal til at bruge dem til at løbe…. nogen gange… ;)